Tilbage til forsiden
Parkering Gavekort Stjernebutikker Roskilde Handel Aktiviteter Tilbud
 
Vedtægter for Roskilde Handel

§ 1
Navn og hjemsted

Foreningens navn er Roskilde Handel med hjemsted i Roskilde Kommune.


§ 2
Formål

Foreningens formål er at arbejde for at skabe de bedste vilkår for erhvervslivet i Roskilde by, samt at varetage erhvervslivets interesser udadtil, blandt andet overfor andre organisationer og offentlige institutioner.


§ 3
Medlemskab

Der kan optages 2 former for medlemskaber i Roskilde Handel.

Medlemskab 1: Roskilde Handel.
Medlemskab 2: Roskilde Stjernebutikker.

Optagelse i foreningen sker ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen, der med almindelig stemmeflertal kan godkende optagelse.

Som medlemmer kan optages såvel virksomheder som enkeltpersoner med tilknytning til erhvervslivet i Roskilde by.

Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen med 3 måneders varsel til udløbet af december måned.

Et medlem kan med omgående virkning ekskluderes af foreningen.
Beslutning herom træffes af bestyrelsen med almindelig stemmeflertal.

Afgørelse kan forelægges den følgende generalforsamling.


§ 4
Kontingent

Det årlige kontingent for Roskilde Handel fastsættes på den ordinære generalforsamling efter forslag fra bestyrelsen.

Kontingentet opkræves efter følgende gruppeinddeling:

Gruppe 0: Butikker i centrum med 1 medarbejder 10%
Gruppe 1: Butikker i centrum med 2-3 medarbejdere 25%
Gruppe 2: Butikker i centrum med 4-9 medarbejdere 50%
Gruppe 3: Butikker i centrum med 10-19 medarbejdere 75%
Gruppe 4: Butikker i centrum med 20+ medarbejdere 100%
Gruppe 5: Øvrige butikker / virksomheder med 2-6 medarbejdere 20%
Gruppe 6: Øvrige butikker / virksomheder med 7+ medarbejdere 40%
Gruppe 7: Øvrige butikker / virksomheder med 1 medarbejder 10%
(antal medarbejdere udregnes som antal fuldtidsbeskæftigede inkl. chef)

Ved centrum forstås Algade, Skomagergade og Støden med tilhørende sidegader, afgrænset af jernbanen, Dr. Margrethesvej, Københavnsvej med sidegader til Byageren.

Kontingentet fastsættes for gruppe 4. Øvrige grupper betaler forholdsmæssigt i forhold til gruppe 4. Kontingentet opkræves halvårligt.

Aktivitetsbidrag for medlemskab 2 opkræves særskilt ifølge samarbejdsregler for Roskilde Stjernebutikker.


§ 5
Bestyrelse

Bestyrelsen i Roskilde Handel består af 6 personer, hvoraf mindst 3 personer vælges blandt Roskilde Stjernebutikkers medlemmer.

Valget gælder for 2 år ad gangen. Henholdsvis 3 og 3 bestyrelsesmedlemmer afgår hvert år efter tur. Genvalg kan finde sted.

På den ordinære generalforsamling vælges en 1. og en 2. suppleant til bestyrelsen. De vælges for 1 år ad gangen.
Såfremt et bestyrelsesmedlem afgår før udløbet af sin valgperiode, indtræder først 1. suppleanten og dernæst 2. suppleanten i bestyrelsen.

Bestyrelsen nedsætter et aktivitetsudvalg bestående af mindst 4 personer, der alle skal være medlemmer af Roskilde Stjernebutikker.
Bestyrelsen, der konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen, vælger ved afstemning blandt sine medlemmer en formand og en næstformand.

Bestyrelsen fastsætter selv dagsorden.

Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden finder det fornødent, eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer kræver det.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig såfremt 4 eller flere medlemmer, inklusive formanden eller næstformanden, er til stede. I tilfælde af stemmelighed gør formandens - i hans fravær næstformandens - stemme udslaget.


§ 6
Regnskab og revision

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af to revisorer.

Revisorerne og en revisorsuppleant vælges på den ordinære generalfor¬samling for 1 år ad gangen.


§ 7
Generalforsamling

Den ordinære generalforsamling afholdes i Roskilde inden udgangen af april måned og indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel ved udsendelse af dagsorden til alle medlemmer.

Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Fremlæggelse af regnskab til godkendelse, herunder orientering om Aktivitets-fonden og Understøttelsesfonden
4. Indkomne forslag
5. Kontingentfastsættelse og fremlæggelse af budget
6. Valg af 3 medlemmer og 2 suppleanter til bestyrelsen
7. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
8. Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt tilstilles formanden senest 1. februar.

Ved afstemninger på generalforsamlingen har hvert medlem 1 stemme. Der kan afgives skriftlig fuldmagt, dog kan et medlem højst afgive 3 stemmer.

Ved afstemningen gælder almindelig stemmeflertal, når ikke andet er påkrævet.

Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal indkaldes, når mindst 25 medlemmer med angivelse af dagsorden skriftligt overfor bestyrelsens formand forlanger det.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes i Roskilde og indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel ved udsendelse af dagsorden til alle medlemmer.


§ 8
Tegning og hæftelse

Foreningen tegnes af formanden og et medlem af bestyrelsen i forening.

Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.


§ 9
Vedtægtsændring og opløsning

Vedtægtsændringer samt bestemmelse om foreningens ophør kan vedtages på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, når mindst 2/3 af foreningens medlemmer er repræsenteret og mindst 2/3 af de repræsenterede stemmer for forslaget.

Såfremt generalforsamlingen ikke er beslutningsdygtig, men 2/3 af de repræsenterede stemmer for forslaget, skal bestyrelsen indkalde til ny generalforsamling.

På denne generalforsamling er forsamlingen beslutningsdygtig, uanset det repræsenterede antal medlemmer. Vedtagelsen sker herefter med almindelig stemmeflertal.

Indkaldelsen skal indeholde udtrykkelig angivelse af forslagenes indhold.



Således vedtaget på Roskildes Handels ekstraordinære generalforsamling 22 /05 2007